Gaven til den, der har alt, kan smage af Italien

Der findes en type menneske, som er umulig at købe gaver til. Det er ikke, fordi de er kræsne. De har bare allerede det, de har brug for, og det, de ikke har, køber de selv, inden du når at tænke på det. Vinen i reolen er bedre end den, du ville have valgt, bøgerne er læst, og huset er fuldt af ting. Alligevel er der en gave, der næsten altid rammer: en kasse med det, de spiste og drak på den tur, de ikke kan holde op med at tale om.

Smag er bundet til minder på en måde, de færreste tænker over, før de står med en dåse Lemon Soda i hånden og pludselig er tilbage på en strand i Ligurien. Det er den mekanisme, gaven bygger på. Du giver ikke sodavand og slik. Du giver en eftermiddag i Rom, en skiferie i Østrig eller den sommer i Berlin, hvor alt smagte af en bestemt slags vingummi fra kiosken på hjørnet.

Det første skridt er at finde ud af, hvor det er, modtageren har været lykkelig. Det er sjældent svært. Folk fortæller om det selv, igen og igen, og ofte med en madvare eller en drik i centrum. Italien giver sig selv: Crodo Lemon Soda, Chinotto, små pakker amaretti, en god espresso i kapsler. Tyskland: Haribo i de varianter, der ikke sælges herhjemme, Fanta i tysk udgave, salte kringler. Holland: Red Band, stroopwafels, dobbeltsaltet lakrids til den, der tør. USA: Mountain Dew, Reese's, Twizzlers, popcorn med smage, man ikke kan finde i Netto.

Når landet er valgt, gælder det om at få fat i varerne, og her har tingene ændret sig. For ti år siden krævede en kasse med italienske sodavand enten en tur til Italien eller en ven med bil og tålmodighed. I dag ligger meget af det hos danske netbutikker, der importerer dåser og slik i kasser og sender dem til døren. Capalus er en af dem, og udvalget af udenlandske dåser og slik i kasser og blandede pakker kan ses her, hvis man vil have et overblik, før man lægger sig fast på et land. Specialbutikker i de større byer har også en del, og udvalget af importerede varer i supermarkederne er vokset.

Sammensætningen er det, der gør forskellen mellem en gave og en pose fra kiosken. Tænk i en mindre mængde af mange ting frem for meget af én ting. Fire til seks dåser i forskellige smage, tre til fire slags slik i små portioner, noget salt, noget sødt, noget til kaffen og en enkelt ting, der er lidt mærkelig, som modtageren skal prøve og tage stilling til. Variation er pointen. Det skal være en kasse, man bruger en uge på at komme igennem, ikke en eftermiddag. Undgå det, modtageren allerede køber selv. Hvis der altid står Pepsi Max i køleskabet, er en kasse Pepsi Max ikke en gave, men indkøb. Det er de ting, man ikke lige tager med i Føtex, der gør kassen værd at åbne langsomt.

Et tema kan også være en by eller en situation frem for et land. Den italienske aperitivo klokken seks, med Crodo, saltede nødder og små kiks. Den tyske biograftur, med Haribo, en Fanta og saltstænger. Den amerikanske roadtrip, med Mountain Dew, beef jerky og lakridsstænger i rødt. Jo mere specifik rammen er, jo mere personlig bliver gaven, og jo nemmere er det at vælge, hvad der skal med, fordi rammen sorterer for dig.

Præsentationen betyder mere, end man skulle tro. En papkasse fra netbutikken er en papkasse. En trækasse eller en stabil kurv med træuld, hvor dåser og poser står op, så man kan se dem, er en gave. Et håndskrevet kort, der forklarer, hvorfor netop disse ting er valgt, løfter det hele. Et par linjer er nok: "Fordi du stadig taler om den der citronsodavand fra Toscana." Pak slikket om i små glas eller papirposer med etiketter, så det ikke ligner kioskposer, og læg det tungeste nederst, så dåserne ikke maser kiksene.

Prisen kan skrues op og ned efter behov. En kasse med otte dåser og fire slags slik ligger omkring 250 til 350 kroner inklusive emballage, og den kan gøres større med kaffekapsler, en bog om landet eller en lille flaske olivenolie, hvis det er Italien. Det er sjældent en dyr gave, men det er en, der tager tid at lave, og det er netop tiden, modtageren mærker. Man kan ikke købe sig til at have tænkt over det.

En kvinde i Aarhus gav sidste jul sin far, der er 71 og har alt, en kasse med dåser og slik fra hans soldatertid i Tyskland. Han blev stille, da han så den, og brugte resten af aftenen på at fortælle historier, familien aldrig havde hørt. Hun havde bestilt det meste på nettet hos Capalus og en tysk netbutik og brugt en lørdag formiddag på kassen og kortet. Det kostede under 400 kroner, og det er stadig den gave, han nævner, når nogen spørger.

Gaven til den, der har alt, skal ikke konkurrere med det, de allerede ejer. Den skal minde dem om noget, de ikke kan købe sig til. En dåse, de ikke har smagt i tyve år, kan gøre det bedre end de fleste ting med en stregkode.